`Er dine vinduer ved at være modne til udskiftning? Prisen på udskiftning af vinduer vil afhænge af mange ting, så det kan være en god idé at indhente et eller flere tilbud hos forskellige tømrerfirmaer. Den endelige pris vil afhænge af faktorer som vinduets størrelse, type og materialer.
Vinduer i træ/alu er blandt de dyreste vinduer, men til gengæld er de også vedligeholdelsesfri. Den udvendige side af vinduet er fremstillet i aluminium, som kan modstå vind og vejr. De skal ikke vedligeholdes med maling eller olie, så du vil fremover spare udgiften til maleren.
Vinduer i plast er billige og vedligeholdelsesfri. Til gengæld er det svært at reparere et plastvindue, hvis der kommer skader i det. Du kan heller ikke male plastvinduer, og de bliver ikke fremstillet i særlig mange farver, så du skal overveje, om nye vinduer i plast rent æstetisk vil passe godt til dit hus.
Vinduer i træ ligger prismæssigt ofte mellem vinduer fremstillet i enten træ/alu eller plast. Til gengæld skal træværket have maling hvert 2-3 år for at beskytte træet, så det ikke begynder at rådne. Maling af vinduer er en tidskrævende opgave, så det kan nemt blive dyrt, hvis du skal have en maler til at klare den opgave. Har du ikke noget mod selv at male, kan det derimod være meget hyggeligt at passe og vedligeholde sit hus på de lune sommerdage.