Energipriserne stiger støt i disse tider, så mange oplever, at deres varmeregning bliver både fordoblet og tredoblet, hvis de har en dyr varmekilde. Det gør det relevant at se på, hvordan man kan spare på varmeregningen.
En nem og effektiv måde at nedbringe varmeforbruget kan være at efterisolere boligen. Det er først og fremmest relevant for dig, der er husejer. Varmen stiger til vejrs, så bor du i et ældre hus, kan loftisolering være en god investering, hvis du gerne vil bruge mindre varme.
Jo ældre dit hus er, jo mindre isolering blev der lagt på loftet, da huset blev bygget. Måske er der siden blevet efterisoleret, men er det mange år siden, kan det være, at et nyt lag isolering vil holde bedre på varmen.
Det er ret nemt at isolere på loftet. Man kan sprøjte et ekstra lag isoleringsgranulat ud over den eksisterende isolering eller lægge et nyt lag mineraluld alt afhængig af, hvad du foretrækker. Et isoleringsfirma kan vejlede dig om den bedste løsning, hvis du er i tvivl om fordele og ulemper ved henholdsvis papirisolering og mineraluld.
Når man efterisolerer på loftet, skal man være opmærksom på, om loftsrummet er ventileret. Det kan også være, at det er nødvendigt at hæve gangbroen. I nogle huse har gangbroen på loftet en afstivende effekt, så her skal man være påpasselig.
Du kan efterisolere dit loft hele året rundt. Får du efterisoleret om vinteren, vil du hurtigt mærke forskel på, hvor meget billigere det fremover bliver at varme din bolig op. Faktisk kan din nye loftisolering tjene sig selv hjem i løbet af omkring 5 år alt afhængig af din opvarmningskilde og dit varmeforbrug.